Velkommen hos de yngste børn i Skovparkens Børnehus

Et nyt kapitel er startet i jeres liv. For at I får den bedste start i Skovparkens Børnehus, har vi nogle erfaringer og forventninger, vi her vil give.

Indkøring for de yngste børn

En typisk indkøring tager en uge, men kan variere fra barn til barn.

Dag 1 er barnet her sammen med en forælder. Denne dag er fyldt med mange nye indtryk og nye personer, så én time er nok for barnet.

Dag 2 er barnet her sammen med en forælder. Barnet deltager i formiddagens aktiviteter og kan evt. spise frokost med.

Dag 3 kan forælderen evt. gå en times tid, hvor barnet deltager i aktiviteterne og evt. spiser frokost med.

Dag 4 kan barnet sove her og deltager evt. i eftermiddagsmåltidet.

Dag 5 sover barnet her og deltager i eftermiddagsmåltidet.

Alt dette afhænger selvfølgelig af hvor meget tid I kan afsætte til indkøringen, men vores erfaring er at dette forløb ofte giver barnet og jer en god og tryg start.

 

 

 

Aflevering i institutionen

Når børnene møder om morgenen, forventer vi at I selv tager tøj og sko af jeres barn, giver dem indesko på og siger godmorgen til en voksen.

Nogle børn har svært ved at mor og far er længe om at aflevere, andre har brug for det. MEN, for alle børn er det meget vigtigt at barnet er klar over at NU går man. Vi forventer at I har vinket farvel senest kl. 9.00, da vi begynder morgensamling på stuen. Ønsker man at møde senere, skal det aftales med stuen. Vi beder jer om at respektere dette, da det er meget forstyrrende for børnene og os, at blive afbrudt i en pædagogisk aktivitet.

 

 

Afhentning i institutionen

Det er meget vigtigt at I har sagt farvel til en voksen inden I går hjem med jeres barn. Vi skal have besked, hvis andre end jer henter barnet. Skriv det evt. også på tavlen i alrummet.

-For de yngste børn der sover 2 gange om dagen, vil det være hensigtsmæssigt for barnet at vi kender ca. afhentningstidspunktet, så vi kan tage hensyn til, hvornår vi putter dem 2.gang.

 

Sygdom

Vi modtager ikke syge børn. For at jeres barn kan få en god dag i institutionen, er det meget vigtigt at det er frisk og rask således at det kan deltage i de forskellige aktiviteter vi har forberedt, uden forbehold. Hvis jeres barn er sygt, skal vi have besked om dette så tidligt om morgenen som muligt, for at kunne planlægge dagens forløb i forhold til børne- og voksenfremmøde. Vi giver kun livsvigtig medicin til barnet efter skriftlig vejledning fra behandlende læge.

Bliver jeres barn sygt i løbet af dagen, og vi vurderer at det ikke bør være i institutionen, kontakter vi jer og I skal komme og hente barnet så hurtigt som muligt. Vi har i samråd med den kommunale sundhedsplejerske valgt ikke at tage temperatur på børnene, da det for nogle børn kan virke som et overgreb. Ved smitsomme børnesygdomme skal vi have besked, så vi kan informere andre forældre.

Det er vigtigt for jeres barn, at vi får besked hvis der er forandringer på hjemmefronten. F.eks. hvis barnet har sovet dårligt, en forælder er bortrejst, glædelige/triste begivenheder. Alt sammen noget der kan påvirke barnet, mere end man umiddelbart tror. I disse tilfælde vil vi så tage ekstra hensyn til barnet.

 

Bleer

I Skovparkens Børnehus skal I selv medbringe bleer til jeres barn. Husk at følge op på om der mangler bleer på badeværelset.

Søvn

Søvn er vigtig for små børn. Børnene sover efter individuelle behov. I basen med de yngste børn har vi sovepladser til 18 børn, der kan sove ude i den friske luft. De ældste børn sover i en sovepose indenfor.

 

Sovedyr

Barnet må godt have sovedyr el. soveklud med, men andet legetøj skal ikke medbringes. Det giver unødige konflikter for barnet og de andre børn.

 

NemBørn

NemBørn er en elektronisk platform, hvor forældre og institutioner kan dele information om børnenes hverdag i institutionen, som alle institutioner i Helsingør Kommune bruger. Sådan logger du på: Find NemBorger på helsingorkommune.dk – klik på NemBorger. Brug NEMID til at logge på med. Klik på fanebladet ”Skovparkens Børnehus”. Her kan du følge med i dit barns hverdag. Her skal du udfylde fanebladet ”Kartotekskort”. Det er begge forældre der skal logge sig ind og udfylde oplysninger om telefonnumre. Husk også at tage stilling til punkter under fuldmagter.

 

Kartotekskort

Det er jeres ansvar at udfylde alle oplysninger på kartotekskortet og sørge for at disse er opdateret via NemBorger.

Ferie og fridage samt lukkedage/uger

Vi opfordrer jer til at give besked vedr. planlagt ferie og fridage på NemBørn, da det har betydning for vores økonomi på vikarbudgettet. Vedr. lukkedage/uger, se opslag på NemBørn.

 

Mad

Vi tilbyder morgenmad fra kl. 6.15 til 8.00.

Vi spiser frokost kl. 10.45. Hvis der er børn der sover formiddagslur, spiser de enten før eller senere efter behov.

Fra kl. 14.00 spiser vi eftermiddagsmad. Dette er ofte hjemmebagt brød og grøntsager, men kan efter årstiden variere.

Solcreme

Vi forventer at børnene har solcreme på hjemmefra. Vi har solcreme, som vi giver dem på igen om eftermiddagen. Ligeledes vil det være en god ide med en bøllehat med navn i.

 

Lidt om sikkerhed og hygiejne

Af hensyn til barnets sikkerhed er det ikke tilladt at have snore i tøjet. Vi fjerner alle snore uden varsel. Tørklæder/charmeklude må ikke bindes med knude. Vi fjerner dem uden varsel!

Hårspænder er ikke tilladt pga. kvælningsfaren. Er der brug for noget i håret, kan man benytte en elastik.

Vi forventer rene og kortklippede negle, da bakteriespredningen herved kan formindskes.

Beskidt tøj bliver ikke skyllet pga. risiko for bakteriespredning.

Det er jeres ansvar at tjekke sutter for snavs og ældning.

 

 

 

 

Fodtøj

I indgangen på skohylderne skal der være:

Fodtøj passende til årstiden

Gummistøvler

Kassen i garderoben

På gangen skal der være:

Overtøj passende til årstiden

Indesko

Regntøj

Varm trøje/thermotøj

Blødt sovetøj der passer til årstiden. F.eks. om vinteren er varme sokker, vanter, hue og en varm trøje dejligt at sove i.

HUSK NAVN I ALT TØJ OG FODTØJ

Kassen på badeværelset

Der skal være følgende i kassen:

2 sæt skiftetøj passende til årstiden. (undertøj, strømper, bukser, bluser)

Ekstra ren sut

Om fredagen bliver garderoberne rengjort og skal dermed tømmes. Vi forventer, at I selv tømmer kassen ved afhentning af barnet. Sutter tages med hjem og rengøres.

Fra 2 års alderen vil det være en god idé med 2-delt undertøj pga. børnenes selvhjulpenhed. 

HUSK NAVN I ALT TØJ OG FODTØJ


Ingen madpakker i Skovparken - men en god madordning

Vi har en rigtig god forældrebetalt madordning til de børn, der er fyldt 3 år.

Læs mere om vores populære madordning