Sprogstimuleringen skal sikre det enkelte barn en optimal sprogudvikling og give barnet lyst til og glæde ved sproglige aktiviteter og give barnet sproglige færdigheder som grundlag for skrive – og læseindlæringen.

Læseleg er et tilbud til de børn, der har brug for en særlig indsats til udvikling af deres sprog. Børnene er inddelt i alder i små grupper en halv time tre gange ugentligt. Her følger grupperne den samme bog, som læses både i institutionen og i hjemmet. Bog og tema udskiftes jævnligt.

Indsats med sprog

Allerede i basen for de yngste børn taler personalet med børnene om deres handlinger. Det skrevne sprog indgår som en naturlig del i hverdagen. I garderoben har vi nu navneskilte, hvor vi tidligere havde symboler, og vi motiverer børnene til tidligt at genkende deres forbogstav i deres navn og øver senere børnene i at skrive deres eget navn.

I øvrigt bruger vi Rim & Remser og får hver anden måned en ny relevant sending bøger fra biblioteket.

Vi har stor fokus på børns sprog og sprogstimulerer i små grupper både i basen for de yngste, mellemste og ældste børn, hvor der benyttes Dialogisk oplæsning. Ved behov for særlig indsats har vi tilknyttet en tale/hørepædagog, som vi kan benytte i samarbejde med forældre.

Vi laver TRAS på alle børn fra de er 2 år gamle og sprogvurdering fra de er 3 år gamle.

TRAS (tidlig registrering af sprog) og sprogvurderingen er arbejdsredskaber til personalet omkring barnets sproglige udvikling.

Institutionen har 2 uddannede sprogansvarlige personaler.

TRAS og sprogvurderinger bliver udført af institutionens personale med vejledning fra de uddannede sprogansvarlige.